DigiCert G5 cross-sign på Windows Server
DigiCert udsteder fra 15. oktober 2026 som standard alle nye offentlige TLS-certifikater fra DigiCert TLS RSA4096 Root G5 og TLS ECC P384 Root G5. Klienter, der ikke har G5, kan kun validere via det cross-signede certifikat op til DigiCert Global Root G2. Windows Server sender den kæde først, når G5 er sat ud af drift lokalt.
Vejledningen gælder DigiCert, GeoTrust, Thawte og RapidSSL, og dækker IIS, Exchange, RD Gateway, AD FS, Web Application Proxy, SQL Server, NPS og LDAPS.
FairSSL bliver på G2
FairSSLs CertCentral-konto er sat til G2-hierarkiet, og vi bliver der så længe DigiCert tillader det. DigiCert tilbagetrak den 15. maj 2026 de ikke-TLS intermediates under Global Root G2 og G3, så begge rødder er dedikeret til TLS og opfylder Chromes krav. DigiCert oplyser, at kunder med kritiske afhængigheder af G2 og G3 skal kontakte deres account manager, og det er den vej vi går.
DigiCert-certifikater bestilt hos FairSSL kæder derfor op til DigiCert Global Root G2 fra 2013 og kræver ikke denne vejledning. Chrome Root Store understøtter kun de to G5-rødder fra 15. september 2027. Læs vejledningen her, hvis du har et certifikat, der allerede kæder op til G5.
Peger dit certifikat på G5?
Åbn certifikatet og se på Issuer-feltet, eller kør kommandoen nedenfor. Navnet på det udstedende intermediate afgør det.
Get-ChildItem Cert:\LocalMachine\My | Select-Object Subject, Issuer, Thumbprint | Udstedende intermediate | Rod | Handling |
|---|---|---|
| DigiCert Global G2 TLS RSA SHA256 2020 CA1 | DigiCert Global Root G2 | Ingen. Kæden er kort og roden er fra 2013. |
| RapidSSL Global TLS RSA4096 SHA256 2022 CA1 | DigiCert Global Root G2 | Ingen. |
| DigiCert G5 TLS RSA4096 SHA384 2021 CA1 | DigiCert TLS RSA4096 Root G5 | Følg denne vejledning. |
| DigiCert G5 TLS ECC SHA384 2021 CA1 | DigiCert TLS ECC P384 Root G5 | Følg denne vejledning, ECC-varianten. |
| GeoTrust, Thawte eller RapidSSL G5 TLS RSA4096 SHA384 2022 CA1 | DigiCert TLS RSA4096 Root G5 | Følg denne vejledning. |
Sender serveren den korte kæde til G5, fejler disse klienter:
- iOS før 18 og macOS før 15. G5 kom i Apples liste i september 2024.
- Android 13 og ældre. G5 kom i AOSP med Android 14 i oktober 2023.
- Java-installationer, der ikke har fået opdateringen fra januar 2024 (8u401, 11.0.22, 17.0.10, 21.0.2).
- Embedded udstyr og maskiner uden internetadgang, der ikke kan hente nye rødder.
På Linux tilføjer du blot det cross-signede certifikat til kædefilen efter intermediate og genindlæser webserveren. Resten af vejledningen handler om Windows, hvor Schannel selv bygger kæden.
De to filer, du skal bruge
Du skal bruge både det udstedende intermediate og cross-cert-filen. Intermediate binder dit certifikat til G5, og cross-cert binder G5 til DigiCert Global Root G2. Mangler den ene, bryder kæden.
1. Udstedende G5-intermediate
Vælg det, der står i dit certifikats Issuer-felt.
- DigiCert RSA: DigiCert G5 TLS RSA4096 SHA384 2021 CA1
- DigiCert ECC: DigiCert G5 TLS ECC SHA384 2021 CA1
- GeoTrust, Thawte, RapidSSL RSA: <brand> G5 TLS RSA4096 SHA384 2022 CA1
- GeoTrust, Thawte, RapidSSL ECC: <brand> G5 TLS ECC P-384 SHA384 2022 CA1
Filen ligger i den certifikatpakke, du henter i FairSSL-kontrolpanelet, og på DigiCerts liste over betroede rødder og intermediates.
2. Cross-cert mod den gamle rod
- RSA: TLS RSA4096 Root G5 signeret af DigiCert Global Root G2 (31. marts 2026 til 30. marts 2036)
DigiCertTLSRSA4096RootG5_under_DigiCertGlobalRootG2_2026.crt - ECC: TLS ECC P384 Root G5 signeret af DigiCert Global Root G3 (31. marts 2026 til 30. marts 2036)
Begge ligger på cacerts.digicert.com og er linket fra DigiCerts rodliste under G5-cross-signs. Kontrollér efter download, at Subject er DigiCert TLS RSA4096 Root G5 og Issuer er DigiCert Global Root G2.
Brug ikke den ældre cross-sign under DigiCert Global Root CA fra 2022. G1-rødderne blev fjernet fra Mozilla og Chrome 15. april 2026.
Fremgangsmåde på Windows Server
1. Åbn certifikatlageret for maskinen
Kør certlm.msc fra en kommandolinje startet som administrator. Alternativt: Win+R, mmc, File → Add/Remove Snap-in, vælg Certificates, Computer account, Local computer. Maskinlageret er det afgørende. Certifikater i brugerlageret indgår ikke i den kæde, serveren sender.
2. Importér det udstedende intermediate
- Udvid Intermediate Certification Authorities og klik på undermappen Certificates.
- Højreklik → All Tasks → Import.
- Vælg G5-intermediate-filen. Skift filtypen til All Files (*.*), hvis filen ikke vises.
- Bekræft at lageret er Intermediate Certification Authorities → Finish.
3. Importér cross-cert-filen
Gentag trin 2 med DigiCertTLSRSA4096RootG5_under_DigiCertGlobalRootG2_2026.crt. Filen skal ligge i Intermediate Certification Authorities, ikke i Trusted Root. Den er teknisk set et intermediate, fordi den er signeret af en anden.
Kontrollér bagefter, at DigiCert Global Root G2 ligger i Trusted Root Certification Authorities. Uden den gamle rod kan serveren ikke bygge den lange kæde. Roden er med i alle vedligeholdte Windows-versioner.
4. Sæt G5-roden i karantæne
Så længe DigiCert TLS RSA4096 Root G5 er aktiv i Trusted Root, bygger Schannel den korte kæde og sender den. Cross-cert-filen ligger så ubrugt i Intermediate-lageret.
Mulighed A: flyt roden til Disallowed-lageret
Højreklik Untrusted Certificates → Certificates → All Tasks → Import og vælg G5-rodfilen. Disallowed-lageret er det eneste sted, hvor den automatiske rodopdatering ikke kan sætte roden tilbage.
Mulighed B: deaktivér alle formål
Det er metoden i DigiCerts egen artikel om at deaktivere et rodcertifikat på Windows (KB-artikel TL143). DigiCert understreger, at roden skal deaktiveres og ikke slettes, og at en genstart kan være nødvendig.
- Gå til Trusted Root Certification Authorities → Certificates og find DigiCert TLS RSA4096 Root G5.
- Dobbeltklik og bekræft på fanen Details, at Subject og Issuer er ens. Så er det roden og ikke cross-cert-filen.
- Højreklik → Properties → fanen General → Disable all purposes for this certificate → OK. Nogle kilder skriver, at det er nok at fjerne Server Authentication alene under Enable only the following purposes. Det har vi ikke bekræftet.
Slet aldrig roden. Microsoft skriver i KB 2831004: "if the Turn off Automatic Root Certificates Update Group Policy setting is disabled or not configured on the server, the certificate ... you don't want to use may be enabled or installed when the next chain building occurs." En slettet rod bliver hentet igen fra Windows Update ved næste kædeopbygning. Forskellen mellem de to muligheder er holdbarhed: Disallowed-lageret kan den automatiske rodopdatering ikke røre, mens formålsflagene i Trusted Root kan blive sat tilbage. Begge dele gælder kun den server du ændrer, og de rammer alt på den server, der ellers ville validere op til netop den rod. Har certifikatet en anden vej op, for eksempel gennem cross-certifikatet til den gamle rod, validerer det stadig.
5. Eksportér PFX med kæde og bind om
Nogle tjenester holder fast i den kæde, der lå i den PFX-fil, certifikatet blev importeret fra. Eksportér certifikatet igen med hele kæden og bind det til tjenesten på ny.
$pw = Read-Host -AsSecureString "PFX-adgangskode"
Export-PfxCertificate -Cert Cert:\LocalMachine\My\<THUMBPRINT> `
-FilePath C:\temp\server-med-kaede.pfx -Password $pw -ChainOption BuildChain -ChainOption BuildChain bygger kæden ud fra maskinens lagre, altså efter at roden er sat i karantæne. Importér PFX-filen igen og bind den til den tjeneste, der bruger certifikatet.
6. Genstart
Kædedata caches i den proces, der byggede kæden, og i lsass og HTTP.SYS. En fuld genstart af Windows er den eneste måde at tømme det hele. At genstarte den enkelte rolle rammer ikke Schannels kæde-cache, så tjenesten kan svare med den gamle kæde bagefter og se ud, som om ændringen ikke virkede. Planlæg et genstartsvindue.
Ændringen gælder hele maskinen. Kører serveren både IIS og SQL Server, ændrer du kæden for begge. Kør derfor verifikationen mod hver enkelt tjeneste og port, ikke kun mod port 443.
Verifikation
certutil -verify, certutil -verifystore og Test-Certificate viser serverens egen opfattelse af kæden. De siger intet om, hvad HTTP.SYS eller Schannel rent faktisk sender. Verificér udefra.
openssl s_client -connect dit-domaene.dk:443 -servername dit-domaene.dk -showcerts </dev/null \
| grep -E "^ *[0-9] s:|^ *i:"
Du skal se tre certifikater: dit servercertifikat, G5-intermediate og DigiCert TLS RSA4096 Root G5. Det sidste certifikats i:-linje skal vise DigiCert Global Root G2. Står der G5 i både subject og issuer på sidste led, sender serveren stadig den korte kæde.
- FairSSL SSL Scanner viser hele den udleverede kæde og hvilken rod den peger på.
- Interne servere uden adgang fra internettet: kør testssl.sh fra en anden maskine på netværket.
SSL Labs alene er ikke nok. SSL Labs stoler selv på G5 og giver A på den korte kæde, mens en Android 13-telefon fejler. Kig på kædelisten i rapporten i stedet for karakteren.
Tilbage til standard
Fjern G5-roden fra Untrusted Certificates, eller sæt den tilbage til Enable all purposes i Trusted Root, og genstart serveren. Cross-cert-filen kan blive liggende i Intermediate-lageret, for Schannel vælger igen den korte kæde, så snart roden er aktiv.
Relateret indhold
Sectigo cross-sign
R46-by-USERTrust for PositiveSSL, EssentialSSL og InstantSSL.
GlobalSign og AlphaSSL
R46-by-R3 og E46-by-R5 efter skiftet 27. juli 2026.
Cross-sign generelt
Baggrunden for kædevalg på Windows og GPO-udrulning til mange servere.
Kompatibilitet for rodcertifikater
Hvordan skjoldene på hvert produkt beregnes.
Branchen skifter rod
Datoerne pr. CA og baggrunden for det hele.
Installationsservice
Vi installerer cross-cert og tester kæden på jeres servere. Fast pris pr. server.
Ofte stillede spørgsmål om DigiCert G5
Find svar på de mest almindelige spørgsmål om SSL certifikater og FairSSL.
Er du i tvivl om hvilken rod jeres certifikat peger på?
Opret en gratis konto og bestil dit første certifikat. Et DV-certifikat udstedes på under 2 minutter.